I Danmark er de laboratoriemedicinske specialer langt overvejende organiseret ud fra modellen ét speciale – én afdeling med eget apparatur, budget og personale. Jeg har tidligere argumenteret for, at denne organisering vil komme under et voksende pres (1,2). Den videnskabelige udvikling inden for fx molekylærgenetisk medicin, big data og kunstig intelligens skaber nye spændende muligheder, men øger samtidigt overlappene mellem de forskellige specialer. Tænk blot på hvilket speciale der ejer en given pcranalyse eller en given påvisning af antistoffer – for slet ikke at tale om beslutninger inden for kunstig intelligens baseret på big data fra flere laboratoriemedicinske og billeddannende specialer. Den teknologiske udvikling bidrager også. Et moderne analyseudstyr kan ofte udføre analyser, som tidligere tilhørte flere forskellige laboratoriemedicinske specialer – og samles sådanne udstyr i store apparaturbånd, bliver de for alvor multipotente. Samtidigt er sådanne udstyr ofte så dyre, at et hospital ikke har r d til at forsyne alle sine laboratoriemedicinske afdelinger med hvert sin komplette apparaturpark. Den centralisering af hospitalsvæsenet, som har fundet sted i Danmark gennem de sidste godt 10 år, giver også udfordringer. I dag er det stort set kun de største universitetshospitaler, som har både biokemi, mikrobiologi, immunologi, genetik og patologi på deres matrikel. Mange store akuthospitaler huser alene en klinisk biokemisk afdeling sammen med en mindre blodbanksfunktion. Flere af disse akuthospitaler begynder at spørge om, hvorfor de skal sende hastende prøver til laboratoriemedicinske specialer på andre hospitaler, hvis deres egen apparaturpark kan udføre analysen?
Det här är ett utplock av en intressant artikel från KBN – Nr. 3 – vol. 32 – 2020.